Press

Lely introducerer et unikt koncept til selvstyrende fodring med friskt græs

Maassluis, Holland, 6. oktober 2020

Lely lancerer det første koncept til helt selvstyrende høst og udfodring af friskt græs: Lely Exos. Med dette system kan mælkeproducenter udnytte en stor del af deres marker til produktion af friskt foder. Dermed udnytter de næringsværdien i grovfoderet mere effektivt og kan således producere mere mælk ved hjælp af egne marker. Denne løsning er fuldt ud kompatibel med den miljøteknologiske optimering af mælkeproduktioner. Desuden sparer systemet arbejdskraft og foderomkostninger.

6. okt.13.15

Lely introducerer et unikt koncept til selvstyrende fodring med friskt græs

"Godt grovfoder har altid været vigtigt for køernes sundhed og mælkeydelse. Exos er et nyt gennembrud inden for udnyttelsen af græsmarker. En mælkeproducent kan nu udnytte de tilgængelige råmaterialer optimalt. Næringsværdien i friskt græs er 10-20 % højere, end den er i græsensilage, da der ikke sker væsentlige tab i forbindelse med høst, opbevaring og udfodring," siger Korstiaan Blokland, Head of Innovations i Lely.

"Dette unikke system bygger på et elektrisk køretøj, der selvstændigt slår, læsser og udfodrer græsset i staldene. Exos leverer friskt græs hyppigt både dag og nat. Det forbedrer smagen og indtaget af friskt græs. Manuel udfodring af friskt græs til staldens køer bygger på samme princip, men her er mulighederne begrænsede, og det er meget arbejdskrævende. Dette system kører i døgndrift og begrænses således ikke af arbejdskraft eller klokkeslæt. Med Exos introducerer Lely en innovation, der er fuldt ud kompatibel med overgangen til en bæredygtig mælkeproduktion."

 

Fordelene ved friskt græs

Automatisk fodring med friskt græs giver væsentlige besparelser. Når en mælkeproduktion bruger mere friskt græs, behøver den mindre ensilage og kan spare på kraftfoder og andre foderindkøb. Erfaringer fra testbedrifter viser, at en mælkeproduktion kan imødekomme halvdelen af sit grovfoderbehov med friskt græs i hele vækstsæsonen fra tidligt forår til sent efterår. Der kan spares op til 2 eurocent pr. liter mælk. 

 

Nyt teknologisk design

Denne helt nye tilgang til græs gav anledning til at give teknologien bag slåning og høst et nyt design. Systemet er skræddersyet til køernes daglige behov og designet til at få det bedste ud af græssets lange vækstsæson. Maskinens vægt og opbygning gør, at den har et lavt jordtryk og kan slå fra tidligt forår til sent efterår. Den nænsomme slåningsmetode holder græsset friskt og velsmagende.

 

I kombination med Vector

Exos fungerer sammen med det automatiske fodersystem Lely Vector. De to systemer skiftes til at levere henholdsvist friskt græs og andre foderkomponenter. Exos overvåger konstant andelen af friskt græs i rationen. Systemet samler også data i marken, så landmanden når som helst kan reagere prompte på, hvor meget græs der er tilgængeligt.

 

De næste skridt inden for automatisk græshøst og fodring

En af de muligheder, Lely udforsker som det næste, er at bruge systemet til at dosere en bestemt mængde flydende gødningsstof, der er tilpasset den enkelte lokation. Det ville være en udbygning af Lely Sphere-systemet, som skaber værdifulde gødningsstoffer.

De første prototyper på Exos er allerede i drift på testbedrifter, hvor der genereres så meget information som muligt om selvstyrende høst af friskt græs i daglig brug. I de kommende år vil Lely videreudvikle systemet, så det kan sættes i handlen.

Andre nyheder og presseartikler

Her kan jeg finde de seneste nyheder og pressemeddelelser