En ny standard inden for bedriftsledelse: Lely introducerer Horizon

Fremtidens landbrug lige ved hånden

Maassluis, 6. oktober 2020 – Lely introducerer et nyt farm management-system: Lely Horizon. Det nye system er det næste skridt mod morgendagens automatiserede mælkeproduktion. Det samler data fra alle gårdens relevante enheder og leverandører i ét farm management-system. Horizon er en platform til beslutningssupport. Systemet analyserer data og giver indsigter og proaktive forslag, som kan gøre landmandens liv lettere, besætningen sundere, og bedriften mere rentabel.

6. oktober 2020

Press

Page section

Det nye program, som erstatter det nuværende Lely T4C-managementsystem, blev præsenteret ved begivenheden Lely Future Farm Days 2020. Freddie Ruijs, der er Senior Product Manager, Management Systems & Data hos Lely, forklarer: "I en verden under stadig forandring, hvor data og digitalisering er nøgleord, må mælkeproduktionen ikke halte bagefter. Hos Lely mener vi, at tiden er inde til at udnytte alt tilgængeligt data på en smart måde. Det er netop det, Horizon handler om. Systemet forbinder bedriftens udstyr og leverandører ved hjælp af smarte algoritmer og de muligheder, der ligger i skyen. Data forarbejdes til anvendelig information, der er tilgængelig til enhver tid fra enhver enhed på en brugervenlig måde. Systemet giver landmændene redskaber til at arbejde mere effektivt og giver dem større kontrol som en hjælp til at nå deres målsætning."

Systemet blev udviklet med hjælp fra over 100 testbedrifter i 7 lande i løbet af 24 måneder. Det omfattede samarbejde mellem mere end 75 ingeniører, designere, farm management-rådgivere, dyrlæger og inseminører for at gøre konceptet smartere og mere brugervenligt.

Beslutningssupport

Lely Horizon bruger smarte algoritmer, der bygger på erfaringer fra tusindvis af mælkeproducenter i hele verden. Systemet forvandler data til prognoser og giver landmanden klare valg. Det indikerer for eksempel tydeligt eventuelt ketoseramte køer på et tidligt stadie. Erfaring viser, at nogle malkekøer kan lide af ketose, og tidlig behandling er direkte med til at forebygge tab. Horizon giver desuden faktabaseret beslutningssupport til eventuel inseminering.

Lely Horizon gør landmandens arbejde mere effektivt ved at overtage arbejdet med rutinemæssige beslutninger. Det optimerer deres arbejdsdag ved at give dem værdifulde indsigter på rette tid og sted. Integrerede rutiner på baggrund af kohåndteringer, der er lette at planlægge, skaber logiske og mere effektive arbejdsopgaver. Landmænd kan begynde på opgavebaseret arbejde med direkte adgang til daglige rutiner og nødvendige handlinger, så de kan skræddersy deres foretrukne måde at arbejde på. Der er endda mulighed for at tildele en bestemt opgave til en given medarbejder og at skemalægge tidsrum for kohåndteringer, frem for at skulle analysere forskellige rapporter og filtrere lange lister.

Forbinder og kombinerer

Horizon er ikke en platform kun til Lely-løsninger. Den er åben for partnere og også for landmandens partnere. Den forbinder og kombinerer alt tilgængeligt data i en samlet løsning til landmanden. Det betyder, at det at skulle indtaste de samme oplysninger i to separate systemer hører fortiden til. En anden fordel er, at det ikke længere er nødvendigt at analysere individuelle data fra forskellige programmer og rapporter, og det sparer tid på daglig basis.

I øjeblikket giver forbindelser til landbrugsprogrammer såsom Dairy Comp, Uniform-Agri, CRV, Herde og kvægdatabaser i de nordiske lande allerede landmanden mulighed for at synkronisere oplysninger om kælvning og inseminering programmerne imellem. Vores ambition er med tiden løbende at forbinde flere partnere, så vi kan give landmanden mere og mere smart data.

Nem at bruge

Horizon giver dig en intuitiv brugergrænseflade med hurtig adgang til alle de oplysninger, du behøver. Denne grænseflade er den samme på alle enheder. Klare, skræddersyede dashboards, uanset hvor og hvornår du skal bruge dem. Kunder har altid kontrol over deres egne data ved selv at administrere accept af dataudveksling. Lely tror også på en solid platform, der overholder ICAR's standard for udveksling af data om dyr. Det sikrer databeskyttelse for både landmænd og partnere.

Planlægning

For at sikre fuld support ved overgangen til Lely Horizon får eksisterende Lely T4C-kunder personlig besked af deres Lely Center inden udgangen af 2020. Overgangen er planlagt i flere faser fra land til land i løbet af 2021. Så er der rigelig tid til at oplære Lely Centers personale og give landmændene support for at sikre, at alle er klar til at arbejde med Horizon, og at fremtidens landbrug er lige ved hånden.

Kontakt Lely Center, eller besøg www.lely.com/horizon for yderligere oplysninger.

Top